Mikkel ved, hvor bil og computere er: Politiet vil ikke hjælpe

Mikkel Holm Larsen fra Valby er frustreret. I sidste uge fik han stjålet to computere og en Audi A5. Han ved, at tingene befinder sig i Taastrupgaard, men politiet siger, at de ikke har lovhjemmel til at ransage stedet for et par computere. Det skriver BT.

Tyvene brød ind i Mikkel Holm Larsens lejlighed på førstesal i Valby, mens han lå og sov. Tyvene stjal hans pung, to Mac computere samt nøglerne til to biler, der var parkeret i nærheden.

Den ene af bilerne var Mikkels privatbil – en Mercedes SL55, mens den anden bil – en sort Audi A5 tilhører leasingfirmaet Sparafgift, som Mikkel Holm Larsen driver sammen med en ven.

Forsikringen dækker ikke Audi’en, fordi den ikke var parkeret på firmaets indhegnede grund ved Aarhus.

Og computerne er henholdsvis en til privat- og arbejdsbrug. På hans privatcomputer findes alle feriebilleder fra de sidste syv år.

Den ene af bilerne blev via en gps-tracker fundet parkeret i nærheden og nøglerne var lagt på fordækket.

- Politiet sendte en patrulje som overvågede bilen fra klokken 8-16. Men i stedet for at vente til det blev mørkt, kørte de bare hjem, siger Mikkel Holm Larsen til BT.

Om aftenen kom der så signal fra de to Mac computere, hvor der på begge var installeret ”Find my Mac”. Signalet fra begge computere kom fra ghettoen Taastrupgaard, i udkanten af København.

Så troede Mikkel Holm Larsen og hans forretningspartner at der var hjælp at hente hos politiet. Men det var der ikke:

- Politiet sagde, at de ikke har lovhjemmel til at gå ind og ransage flere lejligheder for at finde to computere. Jeg sagde, at det ikke kun drejede sig om computerne, men også om en dyr bil. Dem der har computerne ved jo nok, hvem der har bilen. Men det ændrede ikke på noget på deres holdning, siger Mikkel Holm Larsen til BT.

Han tog sagen i egen hånd og kørte til Taastrupgaard i håbet om, at Audi’en holdt der. En gruppe lokale beboere var ikke begejstret for Mikkels patruljering i området og pludseligt fulgte flere biler efter ham.

- De blinkede med lyset og rullede vinduerne ned. De råbte at jeg skulle stoppe, men jeg kørte i stedet ud af området, fortæller Mikkel Holm Larsen.

Sparafgift.dk har via deres facebookside udlovet en dusør på 40.000 kroner til den der finder bilen. Der er tale om Audi A5 3,0 TDI Quattro fra 2008 i sort.

Det er ikke lykkedes BT, at få en kommentar fra politiet.

Dagens Gossip