Milan i undertal smider Ajax ud af Champions League

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Ajax havde alle muligheder for at slå AC Milan på udebane. Men selv med en mand i overtal i størstedelen af onsdagens kamp formåede danskerklubben ikke at klare sig videre i Champions League. Opgøret endte uden mål til stor glæde for milaneserne.

Ajax-spillerne vidste på forhånd, at de var nødt til at få tre point, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om at komme videre til 1/8-finalerne i det nye år.

Hjemmeholdet kunne omvendt stille sig fint tilfreds med et uafgjort resultat, der ville sikre den vigtige andenplads i gruppe H.

Ajax - med tre danskere - kom bedst fra start, og allerede efter fire minutter var Christian Poulsen tæt på at bringe smilene frem hos de hollandske fans.

Lasse Schöne sparkede hjørnespark, og ved forreste stolpe kom Christian Poulsen stormende og headede bolden på indersiden af stolpen bag en sagesløs Milan-keeper.

Desværre for danskeren blev det stolpe ud.

Midtvejs i første halvleg var Christian Poulsen så igen i centrum, da Milan-anfører Riccardo Montolivo kom alt for sent i en tackling og stemplede Christian Poulsen på anklen. Dommer Howard Webb tøvede ikke med at vise italieneren det røde kort.

Herefter fik opgøret en endnu mere intens atmosfære, og publikum var særligt på nakken af Christian Poulsen efter udvisningen.

Med en mand i overtal stod der i den resterende del af kampen Ajax på det meste. Anden halvleg var stort set spil imod ét mål, men skarpheden foran mål og de helt store muligheder manglede hos hollænderne.

Viktor Fischer havde flere forsøg fra kanten af feltet, men oftest var han uskarp, eller også stod en Milan-forsvarer eller -målmand i vejen.

Resultatet betyder, at Milan slutter med ni point - et enkelt mere end Ajax.

Gruppen vindes af FC Barcelona.

/ritzau/