Milan topper Serie A efter målorgie mod Parma

Skrevet af admin

15/09/2014

Dagens topnyheder

AC Milan skulle søndag aften kæmpe hårdt for at erobre førstepladsen i Serie A.

Milano-klubben vandt på udebane 5-4 over Parma i en meget underholdende kamp, hvor Milan især i de sidste 30 minutter var ganske udfordret.

Daniele Bonera modtog sit andet gule kort i kampen og blev udvist, og kort tid efter måtte en skadet Alex lade sig udskifte. Dermed afsluttede Milan kampen med et helt nyt midterforsvar i 30 minutter bestående af Cristian Zapata og Adil Rami.

Da Milan mistede sit foretrukne midterforsvar, førte gæsterne 3-2. Milan førte med hele 3-1 ved pausen takket være scoringer af Giacomo Bonaventura, Keisuke Honda og en straffesparkscoring fra Jeremy Menez.

Trods en mand i undertal fik Milan bragt sig foran 4-2, da den hollandske midtbanekriger Nigel de Jong med lidt over 20 minutter igen erobrede bolden på banens midte og derefter selv spurtede mod mål med bolden ved sine fødder. Og han svigtede ikke i afslutningsøjeblikket.

Parma fik reduceret til 3-4 med lidt over et kvarter tilbage, men fik kort tid efter Felipe vist ud efter at have modtaget to gule kort.

Straffen kom prompte, da Menez efter en flot soloaktion scorede til 5-3 for Milan. Den franske angriber udnyttede en forsvarsfejl og scorede til sidst smart med hælen.

5-3-målet skabte stor glæde hos Milan-træner Filippo Inzaghi, der som aktiv selv var en målfarlig angriber.

Men kampen havde ikke set sit sidste mål, og det mest absurde kom lige inden slutfløjt. Milan-backen Mattia De Sciglios tilbagelægning tog keeper Diego López helt fejl af, og bolden trillede ganske komisk i mål, mens den spanske målmand væltede og tog sig til låret.

Lopez, der i sommerpausen er kommet til fra Real Madrid, kunne dog spille videre, og flere mål kom der ikke i opgøret.

Med sejren er Milan oppe på seks point for to kampe. Det samme står Juventus og AS Roma noteret for.

/ritzau/