Milans spillere og træner tilfredse trods nederlag

Skrevet af admin

20/02/2014

Mest læste i dag

AC Milans spillere forsøgte at se lyset for enden af tunnelen, da de onsdag aften skulle forsøge at finde det positive i, at holdet formentlig er på vej ud af Champions League i fodbold.

Et nederlag på 0-1 til Atlético Madrid hjemme i Milano gør det nemlig svært at komme videre.

Milan fik en dårlig sæsonstart i Serie A og er nede på syvendepladsen i den hjemlige liga. Det er en forbedring på to pladser, siden man i januar fyrede træner Massimiliano Allegri og erstattede ham med Clarence Seedorf, som er uden trænererfaring.

Men onsdag aften ramte Milans spillere to gange stolpen, inden Diego Costa scorede kampens eneste mål kort før tid.

- Vi spillede en rigtigt god første halvleg. Ramte stolpen to gange, skabte masser af chancer og så til sidst scorede de andre, siger angriberen Kaka ifølge Reuters.

Kaka er også særdeles begejstret for sin nye træner - det siger han i hvert fald.

- Chefen fortalte, at vi spillede godt, og vi skal også huske de gode dele af vores spil. Vi begynder at høste frugterne af vores nye chefs arbejde, fortsætter han.

Clarence Seedorf, som altså får ros af sin spiller, så også en hel del forbedringer, som han kan bruge til noget.

- Resultatet er en skam, men der var mange positive ting på sådan en aften. Jeg så driblinger, skud på mål, jeg så den rette ånd. Vi spillede en god første halvleg, men gik lidt ned på fysikken i anden.

- Vi var ikke helt så gode i de sidste 20 minutter, fordi vi betalte prisen for vores store arbejde tidligere i kampen, fortsætter Seedorf, som i øvrigt er den eneste, der nogensinde har vundet Champions League med tre forskellige klubber.

Det har han gjort med Ajax, Real Madrid og Milan.

De to hold spiller om en plads i kvartfinalen i Champions League.

/ritzau/