Milevidt fra rig til fattig på Sjælland

Der er forskel på folk.

Især på Sjælland, hvor der er særligt langt fra rig til fattig - faktisk meget længere end på Fyn og i Jylland. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Chefanalytiker Claus Schytz Juul fortæller.

- Uligheden er blevet markant større og vokset mere, end det er sket i Jylland, siger han.

For selvom uligheden har været stigende over hele landet de sidste 25 år, så er det særligt udviklingen på Sjælland, der trækker uligheden opad.

Det er først og fremmest de rige nordsjællandske kommuner, der indkomstmæssigt er stukket langt foran resten af kommunerne. Særligt Gentofte, Rudersdal og Hørsholm er blevet meget rigere på de sidste 25 år.

Og det betyder meget for, hvor stor samhørighed sjællænderne føler med hinanden, siger Claus Schytz Juul.

- Der er blevet meget stor forskel på at vokse op i Gentofte og at vokse op på Lolland, siger han og fortsætter.

- Man føler ikke den samme samhørighed, fordi der er meget stor forskel på top og bund, og det ser man ikke i samme grad i Jylland.

Og selvom der også eksisterer social ulighed i det jyske, så er der mindre forskel på den fattigste og den rigeste kommune, når man krydser Storebælt.

- Selvom der også er forskel på Morsø og Skanderborg, så er forskellen på de to kommuner slet ikke lige så stor som på Gentofte og Lolland.

Ifølge Claus Schytz Juul slår uligheden igennem på andre områder end bare, hvor meget sjællænderne får ind på lønkontoen.

Det rammer også på sundheden, levetiden og muligheden for at bryde den sociale arv.

 

Dagens Gossip