Miley Cyrus-film fjernet fra porno-festival

Hvis man har købt billetter, sodavand og popcorn til filmen "Miley Cyrus: Tongue Tied," må man gå slukøret hjem.

Miley Cyrus var blandt navnene på plakaten til årets New York Citys pornofilm-festival. Sammen med instruktøren Quentin Jones har den 22-årige skuespillerinde og sanger lavet tominutters kortfilmen "Miley Cyrus: Tongue Tied," hvor hun i sort/hvid-billeder danser rundt i lak og læder til musik.

Men nu viser det sig, at der er tale om en gevaldig misforståelse, for den provokerende tidligere barnestjernes film skulle nemlig slet ikke vises under festivalen.

- Miley har været meget stolt over at lave filmen med den roste filmskaber Quentin Jones. Men hverken hun eller Quentin deltager i festivalen på nogen måde, siger en talsperson for sangerinden til BuzzFeed.

Arrangørerne bag festivalen bekræfter ligeledes over for BuzzFeed, at Cyrus' film er taget af plakaten.

- Vi har fjernet alle omtaler af "Miley Cyrus X Quentin Jones"-filmen på vores platforme, lyder det fra folkene bag festivalen, der dog ærgrer sig over det.

- Vi håbede, at filmen ville blive vist sammen med andre store kunstneres og ville skabe en større omtale omkring kunst, seksualitet, køn og pornografi, skriver arrangørerne videre.

Miley Cyrus udgiver snart en anden og mere sober film, når hendes "Bangerz Tour" udkommer på dvd.

Newspaq

Dagens Gossip