Miley Cyrus: Mit numseshow er undervisning

Det kan umiddelbart være svært at se, hvordan en heftigt rystende bagdel i virkeligheden er et undervisningsmiddel.

Ikke desto mindre er det netop det, den amerikanske sangerinde Miley Cyrus påstår, når hun i et nyt interview med avisen Sunday People forsvarer sine voksenegnede optrædener.

- Det skøre for mig er, at seksualitet stadig er for anstødeligt. Børn har brug for at vide noget om seksualitet. Piger bliver nødt til at føle sig tilpasse i det, siger sangerinden.

Det var særligt Cyrus' optræden ved MTV Video Music Awards, der sidste år satte den omdiskuterede performer og hendes særlige bagdelsdans, twerking, på alles læber.

- Når folk tænker på twerking, så er jeg det første, de tænker på. Og jeg er bare en lille pige fra Nashville, som lagde en sjov video af mig selv, dansende i en heldragt, op på nettet. Så tror folk, at jeg er skør, fortsætter hun.

Siden prisuddelingen, der fandt sted den 25. august 2013, har der været en lang række mere eller mindre kontroversielle historier om den 21-årige twerker.

I november 2013 røg hun, hvad der lignede en joint på scenen, da hun modtog en pris ved MTV Europe Music Awards. En hændelse som MTV valgte at censurere bort, da uddelingen blev sendt i USA. Om det så blot i virkeligheden var en lektion i stofmisbrug for skolebørn vides ikke.

Newspaq

Dagens Gossip