Militærchef i oprørsgruppe har overgivet sig i DRCongo

Den militære leder af den nedkæmpede oprørsgruppe M23 i DRCongo har overgivet sig.

Sultani Makenga bliver tilbageholdt på et hemmeligt sted i Uganda, siger en leder i nabolandets militær til nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg kan bekræfte, at han er hos os. Han overgav sig i går, og vi tilbageholder ham og nogle af hans underordnede et sted, siger kilden.

Militærkilden siger samtidig, at medlemmer af den frygtede oprørsgruppe vil forblive i militærets varetægt, indtil en fredsaftale er underskrevet.

M23 erklærede tirsdag, at gruppen ville overgive sig efter halvandet års oprørskamp i DRCongo og i stedet forsøge at nå sine mål ad politisk vej.

Myndighederne i Kinshasa siger, at de nu vil optrappe kampene mod hutu-militser, der hærger i den samme region.

DRCongos hær indledte 25. oktober den seneste offensiv mod M23, og som dagene gik, blev oprørerne trængt længere og længere tilbage, indtil de forskansede sig på tre høje 80 kilometer nord for den regionale hovedstad, Goma, ikke langt fra grænsen til Rwanda.

M23 spredte frygt, da oprørerne for et år siden indtog storbyen Goma og besatte den i 10 dage.

Søndag opfordrede oprørerne til våbenhvile, men hæren valgte at fortsætte sin offensiv.

FN's styrker i området har bistået under offensiven med rekognosceringsflyvninger, efterretninger og planlægning, inden FN-soldater mandag deltog i kampene ved de tre høje, hvor oprørerne var trængt tilbage til.

FN-eksperter har konsekvent omtalt M23 som Rwanda-regeringens marionetdukke. Oprørerne er tutsier, og Rwanda har nu ikke længere nogen allierede på den anden side af grænsen.

Rwanda appellerer til den congolesiske hær og FN om at indlede en jagt på hutuer i oprørsgruppen FDLR, der opererer i det østlige DRCongo.

Fjendskabet mellem tutsier og hutuer udspringer af det massemord, som hutuer udførte på op mod en million mennesker i Rwanda i 1994. Langt de fleste ofre var tutsier.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip