Militære anklagere gransker tortursag mod danske soldater

Skrevet af admin

16/05/2016

Dagens topnyheder

I en sag fra Irak er danske soldater blevet beskyldt for at begå tortur mod irakiske civile i 2004 og 2006, og nu går Forsvarets Auditørkorps - den uafhængige militære anklagemyndighed - ind i sagen, skriver Politiken.

Claus Risbjerg, der er chef for auditørkontoret, siger til avisen, at auditørerne har pligt til at undersøge, om militære personer har begået strafbare handlinger.

- Vi behøver ikke at sidde på hænderne og vente på, at der er en, der ringer. Forsvarets Auditørkorps er en uafhængig, militær anklagemyndighed, som er sat i verden for at undersøge overtrædelser begået af militært ansat personale, siger han til Politiken.

Sagen er blevet skubbet i gang, efter at advokat Christian Harlang har indgivet tre stævninger til byretten i København.

Her bliver danske soldater for første gang direkte anklaget for at have udført tortur og overgreb på irakiske civile, og det er disse oplysninger, der har fået auditørkorpset til at reagere.

Tidligere har den danske krigsdeltagelse i Irak ført til sager om håndteringen af fanger, men her har fokus været selve overdragelsen af fanger til andre landes myndigheder.

Advokat Harlang har stævnet Forsvarsministeriet som ansvarlig for at overtræde den europæiske menneskerettighedskonvention og FN's torturkonvention. Byretten skal dog ikke tage stilling til, om de involverede soldater eventuelt skal straffes.

Det skal auditørkorpset.

I 2015 gik auditørerne i gang med en undersøgelse af, hvorvidt der foregik noget ulovligt ved Forsvarets behandling og overdragelse af fanger til de irakiske myndigheder.

Forsvarets Auditørkorps er en uafhængig myndighed under Forsvarsministeriet.

/ritzau/