Militærkilder: Tre russiske soldater er dræbt i Syrien

Mindst tre russere skal være dræbt under granatnedslag i Syrien, hvor de kæmpede side om side med syriske regeringssoldater ved middelhavsbyen Latakia.

Det vil, hvis der er tale om russiske soldater, være de første menneskelige tab, efter at landet indledte en kampmission i landet 30. september.

Den russiske ambassade i Syrien afviser imidlertid over for nyhedsbureauet RIA rygterne.

- Der foreligger ingen informationer om, at "tre russere" eller "tre russiske soldater" skal være døde i Syrien, oplyser ambassaden.

Den syriske regering har ikke kommenteret oplysningen, der stammer fra militærkilder, som støtter den syriske regeringshær i kampe mod oprørere i området.

Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, en gruppe som overvåger krigen, mener at vide, at der ikke er tale om russiske soldater, men om frivillige russere.

De lokale militærkilder beretter, at mindst 20 russere var på stedet i Nabi Younis, da granater slog ned mandag aften.

Rusland har fastholdt, at landet ikke har egentlige landsoldater i Syrien. Rusland har udelukkende kampfly og soldater, som udfører militærtræning og rådgivningsopgaver.

Russerne har dog soldater, som beskytter en base i det vestlige Syrien.

Det russiske forsvarsministerium har tirsdag modtaget et notat fra USA om at nedtrappe konflikten i syrisk luftrum, skriver nyhedsbureauet Tass.

Det handler blandet andet om, at USA lover at informere alle parter, som deltager i bekæmpelsen af Islamisk Stat, om sikkerhedsprocedurer, som er aftalt med Rusland.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip