Militante angriber norsk gasanlæg i Algeriet med raket

Skrevet af admin

18/03/2016

Mest læste i dag

Militante har fredag affyret raketter mod et gasanlæg i Algeriet, bekræfter det norske olie- og gasselskab Statoil, som ejer anlægget sammen med BP og Sonatrach.

De få norske ansatte på anlægget er i sikkerhed ifølge Statoil.

Angrebet mod Krechba-anlægget, der ligger ved In Salah i den centrale del af landet, skal ifølge algeriske medier være sket omkring klokken 6 fredag morgen.

- Statoil har været i kontakt med sine tre ansatte på Krechba. Alle er uskadte og i sikkerhed, oplyser selskabet.

Ifølge avisen Stavanger Aftenblad blev anlægget angrebet med op til fire raketter.

- Vi arbejder på at få overblik over situationen, men vi har endnu ingen informationer om, at nogen skal være kommet til skade som følge af angrebet, skriver Statoil.

Det norske olie- og gasselskab har mobiliseret sit beredskab i hovedkvarteret i Stavanger.

En ansat, som det franske nyhedsbureau AFP har talt med, beskriver de militante som terrorister.

- En terrorgruppe gennemførte et raketangreb på gasanlægget i Krechba, siger den ansatte over en telefonforbindelse.

Statoil ønsker ikke at komme ind på, hvad der kan være baggrunden for angrebet.

- Vi kan ikke gå i detaljer om dette nu. Vi arbejder på at få yderligere overblik, siger Statoils kommunikationsdirektør, Bård Glad Pedersen.

Ifølge det algeriske netmedie Algerie-Focus var det tæt på, at angrebet havde udviklet sig som mere dramatiske scener fra gasanlægget In Amenas, hvor ekstremister i 2013 tog gidsler og dræbte 40.

Fredagens angreb blev hurtigt stoppet af hæren, siger unavngivne kilder til Algerie-Focus. Blandt andet skal en sikkerhedszone rundt om Krechba have bidraget til at forhindre, at det udviklede sig mere voldsomt.

Der er ingen meldinger om, at skyldige bag angrebet fredag er blevet pågrebet.

/ritzau/NTB