Militante halshugger angiveligt fransk gidsel i Algeriet

En gruppe tilknyttet Islamisk Stat har halshugget en bortført franskmand i Algeriet, viser en video, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Oplysningerne er endnu ikke bekræftet af de franske myndigheder.

Organisationen Site, der sporer terrorgruppers aktiviteter på internettet, skriver, at den 55-årige franskmand er blevet henrettet.

Det franske udenrigsministerium har tidligere bekræftet, at en anden video med det franske gidsel Herve Gourdel var ægte.

Søndag blev franskmanden bortført i Algeriet, mens han var ude at vandre. I en tidligere video opfordrede han Frankrig til at stoppe sine luftangreb mod Islamisk Stat (IS) i Irak.

Han sagde da, at han var i hænderne på gruppen Jund al-Khalifa, som er en militant algerisk gruppe.

Henrettelsen sker, efter at jihadisterne gav en 24-timers deadline til Paris om at leve op til kravene.

I den første video opgav franskmanden sit navn, sin alder og fødselsdato og sagde, at han ankom til Algeriet den 20. september og blev bortført dagen efter.

Samtidig bad han præsident François Hollande om at indstille angrebene.

- Jeg er i hænderne på Jund al-Khalifa, der er en bevæbnet algerisk gruppe. Denne bevæbnede gruppe beder mig bede Dem (præsident François Hollande red.) om ikke at gribe ind i Irak.

- De holder mig som gidsel, og jeg beder Dem, hr. præsident, om at gøre alt for at få mig ud af denne slemme situation, og jeg takker dig, sagde han i videoen.

Sammen med USA var Frankrig det første land til at rette en militær aktion mod Islamisk Stat.

Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, har tidligere afvist, at den første video vil få indflydelse på fransk militærs deltagelse i en international koalition mod militante fra Islamisk Stat.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip