Militante vækker stigende bekymring i den islamiske verden

I muslimske lande er store befolkningsgrupper, som udgør flertallet, i stigende grad bekymret over, hvordan militante islamister vinder frem en del steder, og de tager afstand fra kendte grupper som Hamas, den globale al Qaeda bevægelse og Nigerias Boko Haram, viser en ny meningsmåling.

Støtten til voldelige taktikker som selvmordsbomber er faldet i mange lande i det seneste årti, selv om det i visse lande stadig er betydelig opbakning til det i store mindretalsgrupper, viser målingen fra Pew Forskningscenteret i Washington.

Pew foretager jævnligt meningsmålinger om religiøse emner forskellige steder i verden, og det har udspurgt 14.000 muslimer i 14 lande i april og maj - inden den radikale bevægelse Den Islamiske Stat i Irak og Levanten, Isil, udråbte et nyt islamiske kalifat i Syrien og Irak.

Selv om målingen således ikke handler direkte om Isil, så viser den med tydeligt, at der ikke er stor opbakning til de militante bevægelser.

- Der er bekymring over islamisk ekstremisme i lande med store muslimske befolkninger, viser undersøgelsen.

I Libanon er 92 procent bekymret for "islamisk ekstremisme", mens Tunesien ligger på en andenplads med 82 procent. Derefter følger Egypten (75 procent, de palæstinensiske selvstyreområder (65 procent).

I andre verdensdele viser målingerne, at 66 procent af muslimerne i Pakistan og 63 procent af muslimerne i Malaysia er bekymret over voldelig islamistisk aktivitet.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip