Milits eller kriminelle har bortført minister i Bagdad

Skrevet af admin

08/09/2015

Dagens topnyheder

Iraks vicejustitsminister blev tirsdag bortført af bevæbnede mænd i den nordøstlige del af Bagdad, siger tre sikkerhedskilder. Bortførelsen er den anden af en højtstående person i Bagdad inden for en uge.

Sortklædte bevæbnede mænd bortførte vicejustitsminister Abdulkarim Fares i Binook-området i den nordøstlige del af den irakiske hovedstad tirsdag, siger sikkerhedskilderne.

En lang række forskellige kriminelle grupper, der råder over store våbenarsenaler, har i de senere år gennemført bortførelser, lejemord og pengeafpresning.

En ledende politimand siger, at bortførerne kom i flere køretøjer og tvang ministerens bil til at standse. Ministerens chauffør blev såret af skud, da han forsøgte at stoppe overfaldet.

Maskerede mænd bortførte i sidste uge 18 tyrkiske arbejdere i Bagdad. Arbejderne blev onsdag bortført i det nordøstlige distrikt Habibiya af sortklædte, bevæbnede mænd, der kom til stedet i pickup-lastbiler.

Sidste år blev 46 tyrkiske statsborgere bortført af militante fra Islamisk Stat (IS) i Mosul. De var uskadte, da de blev sat på fri fod efter tre måneders fangenskab. Frigivelsen af den store gruppe tyrkiske diplomater har ført til mange spekulationer om, hvilken pris Tyrkiet har betalt for at få dem hjem.

Shiamuslimske militser og deres allierede menes at stå bag de fleste bortførelser.

Bagdad var afhængig af støtte fra frivillige shiamuslimske grupper, da jihadister fra Islamisk Stat nærmede sig byen i juni sidste år, og de har spillet en central rolle i de offensiver, der stoppede jihadisternes fremmarch.

Men iagttagere siger, at de shiamuslimske militser, som er berygtede for overtrædelser af menneskerettighederne, har fået langt mere magt end regeringen, selv om det hedder sig, at de adlyder ordrer fra denne. Shiamuslimerne støttes af Iran.

/ritzau/AFP