To miljøaktivister hver uge dræbes for deres protester

Skrevet af admin

22/04/2015

Dagens topnyheder

I dele af verden sætter aktivister livet på spil, når de protesterer mod fældning af regnskove, skadelig minedrift og andre ødelæggelser af miljøet.

Mindst 116 aktivister blev dræbt på globalt plan i 2014, og mindst to miljøaktivister bliver således myrdet hver uge, viser en rapport fra organisationen Global Witness.

Nogle aktivister bliver skudt af politiet under protester, mens andre bliver slået ihjel af lejemordere, fremgår det af rapporten.

Lejemordere sendes eksempelvis efter personer, der er en hindring for virksomheder, som er på jagt efter ny jord og ressourcer eller planlægger byggeprojekter.

Det er især i Syd- og Centralamerika, at miljøaktivister er udsatte. Næsten tre ud af fire drab på miljøaktivister i 2014 blev begået i denne verdensdel.

Sekretariatschefen i organisationen Verdens Skove, Jan Ole Haagensen, kalder de mange drab på miljøaktivister tragiske. Han arbejder for at styrke oprindelige folkeslags rettigheder i det forholdsvis hårdt ramte Syd- og Centralamerika.

- Traditionelt er der mange konflikter i Latinamerika. Der er en historie med vold i mange af de sydamerikanske lande helt fra kolonitiden, og fronterne er stadig ofte trukket skarpt op, fordi der er en enorm ulighed, siger han til Ritzau.

- Dertil kommer, at der er mange ressourcer i Latinamerika og stor efterspørgsel efter dem. Der er en enorm efterspørgsel efter palmeolie, soja og billigt kvæg, og regnskoven bliver inddraget til produktion af disse råvarer, siger han.

Miljøaktivister bliver også myrdet andre steder som i Centralafrika, Indonesien, Malaysia og Papua Ny Guinea, påpeger Jan Ole Haagensen.

Ifølge rapporten fra Global Witness tilhørte 40 procent af de dræbte miljøaktivister i 2014 oprindelige folk som eksempelvis indianske stammer. De fleste døde i konflikter, der har med byggeri af dæmninger, minedrift og landbrug at gøre.

For at modarbejde drab på miljøaktivister og grov udnyttelse af naturen opfordrer Jan Ole Haagensen til, at forbrugerne går efter varer, der er produceret på bæredygtig vis.

- Vi i Danmark har en rolle at spille. Vi skal stille krav til importører og producenter om at alle produkter, der kommer fra regnskoven, skal være produceret med strengest muligt hensyn til miljø og lokale rettigheder, siger han.

/ritzau/