Miljøformand: Vi mangler viden om modeindustri og miljø

Skrevet af admin

28/12/2013

Dagens topnyheder

Et par lædersko har et skjult vandforbrug på 16.000 liter, mens en T-shirt har et skjult forbrug på 2700 liter. Modeindustrien ligger i top som en af de mest miljøbelastende og forurenende.

Men danskerne skænker ikke miljøet mange tanker, når de shopper.

- Meget tyder på, at vi mangler viden og erkendelse af, hvad det egentlig har af konsekvenser, når vi køber et stykke tøj, siger formand for Folketingets miljøudvalg, Lone Loklindt (R).

Hun mener, at bæredygtighed skal være en del af kvaliteten ved et stykke tøj.

- Der er mange måder at tænke miljø ind i vores tøjforbrug. Producenter og designere har et stort ansvar for at producere mest muligt miljørigtigt, siger Lone Loklindt.

- Og så har vi især et ansvar for, hvad vi køber, og hvor meget vi køber, og så skal vi have fokus på tøjspild, kvalitet og genbrug.

I en måling, som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken, svarer 60 procent, at de opfatter sig selv som miljøbevidste, men at de er det i begrænset omfang, når de køber tøj.

- Vi vælger simpelthen at glemme, at når vi køber en rigtig billig kjole, så koster det på den anden side af jorden, siger Else Skjold, der forsker i mode ved Kolding Designskole og Copenhagen Business School, til Politiken.

Danskernes forbrug af tøj er steget med 20 procent siden 2000 og ligger i dag 35 procent over verdensgennemsnittet.

I Megafonmålingen svarer flere end to ud af tre, at de opfatter sig selv som miljøbevidste, når det gælder for eksempel vand og el, mens kun hver femte mener at være det, når det gælder tøj.

Ifølge rapporten 'Fashioning sustainability 2013', som revisionsfirmaet Deloitte står bag, forbruger en gennemsnitsdansker 16 kilo tøj om året, og omsat til enkelte stykker svarer det eksempelvis til 16 par bukser.

/ritzau/