Miljøforsker vil begrænse plastikemballage

Skrevet af admin

05/07/2016

Dagens topnyheder

Plastik skal væk fra mademballage og fjernes fra plejeprodukter. Danske farvande rummer mange mikroskopiske plastik partikler. Det viser vandprøver, som en ekspedition samlede i juni med et særligt overfladetrawl.

Det oplyser miljøforsker på RUC, Kristian Syberg, fra den internationale organisation Plastic Change, der har base i Danmark.

- 40 procent af plastik, der bruges i dag, er emballageplastik, der kun bruges én gang. Kunne vi ikke gøre det på en smartere måde? I supermarkederne bruges meget af emballagen på at få produkter til at se smartere ud. Det er unødvendigt, siger Kristian Syberg.

- I plejeprodukter som skrubbecreme bruger man små mikroplastikstykker. Er det nu også nødvendigt? På en række områder kan vi spørge, om vi overhovedet behøver at bruge plastik til at få tingene til at se bedre ud. Dér kunne man starte.

Danske vandprøver rummer op til 7000 plastikpartikler per kvadratkilometer. Værst var det i Øresund ved Skodsborg. Plastikforureningen er større, end målinger viser. Forskernes trawl har kun fanget partikler over 0,335 millimeter, så tøjpartikler ikke er medregnet.

I Kattegat nord for Sjællands Odde, i Smålandshavet ved Knudshoved/Vordingborg og i Øresund ved Espergærde var der færrest plastikpartikler - under 1000 per kvadratkilometer.

I verdenshavene er der meget lavere koncentrationer, mens Middelhavet rummer meget mere plastik end danske farvande, forklarer Kristian Syberg.

- Det afspejler meget godt forskellen i affaldshåndteringen i Danmark kontra de lande, som støder op til Middelhavet, mener Kristian Syberg.

Plastikforurening er langt værre end sejlere, som dumper affald, siger han.

- 80 procent af al det plastik, som lander i havet, er landbaseret. Problemets kerne finder vi på land, siger Kristian Syberg.

/ritzau/