Miljøminister hyrer særlig rådgiver fra tobaksfirma

Miljø og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har ansat en særlig rådgiver med en fortid, der ikke umiddelbart har en kobling til miljøområdet.

Hendes nye rådgiver, Morten Flindt, kommer fra en stilling i House of Prince.

I tobaksfirmaet har han blandt andet beskæftiget sig med politisk interessevaretagelse og kommunikation, som det fremgår af en pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Han har desuden tidligere været politisk konsulent i Venstre og arbejdet som konsulent hos Burson-Marsteller, et PR- og kommunikationsbureau med hovedsæde i New York.

Ifølge Eva Kjer Hansen, er det hans politiske baggrund, der har været udslagsgivende for ansættelsen:

- Jeg kender Morten fra mit arbejde som parlamentariker på Christiansborg, hvor han har arbejdet i fem år for Venstre - heraf tre år som min politiske medarbejder. Det har været min bevæggrund for at spørge Morten, om han ville være min særlige rådgiver, siger hun.

Morten Flindt er 34 år og uddannet cand.mag. i historie og retorik. Derudover er han premierløjtnant af reserven.

- Miljø og produktion skal gå hånd i hånd. Jeg glæder mig til sammen med ministeren at sikre et grønnere Danmark med et stærkere landbrugs- og fiskerierhverv, siger Morten Flindt selv om sin nye ansættelse i en kommentar.

Han tiltræder 1. august og skal fungere som ministerens faglige og politiske rådgiver.

/ritzau/

Dagens Gossip