Miljøminister knuser første farlige bunker

Skrevet af Elo Christoffersen

29/07/2013

Dagens topnyheder

Flere af bunkerne fra Anden Verdenskrig er så medtagede og nedslidte efter 70 års vind og vejr, at det ikke længere er forsvarligt at lade dem ligge. Betonklodser gemmer sig i vandkanten, og rustne jernstænger stritter ud til fare for strandgæster.

Derfor er Miljøministeriet og Transportministeriet gået sammen med en række kystkommuner om at fjerne farlige bunkere langs den jyske vestkyst. I Harboøre sætter miljøministeren sig i dag i førerhuset på en gravko og fjerner den første del af en farlig bunker fra vandkanten.

- Bunkerne vidner om et mørkt kapitel i Danmarks historie, som hverken kan eller skal udslettes. Men vi må tage alvorligt, at flere af bunkerne er blevet farlige for badegæster og turister. Nu sørger vi for at fjerne de farlige bunkere til glæde for alle, der opholder sig i den smukke natur på den jyske vestkyst, siger miljøminister Pia Olsen Dyhr.

Der er cirka 600 bunkere langs Vestkysten fra Skagen til grænsen. Omkring 120 bunkere skal fjernes i år.

En sikker turistattraktion

Miljøministeriet, Transportministeriet og en række kystkommuner er gået sammen om projektet til i alt 12 millioner kroner. Kystdirektoratet betaler 5,7 millioner kroner, og Naturstyrelsen bidrager med op til 4 millioner kroner. De berørte kommuner forventes at bidrage med 20.000 kroner for hver bunker, der er placeret i kommunen.

- Vi har et unikt naturlandskab ved Vesterhavet, som turister kommer fra hele verden for at opleve. Turisterne tilfører Danmarks yderområder en masse liv og gode vækstmuligheder, så Vestkysten skal levere en god og sikker turistattraktion, siger Pia Olsen Dyhr.

I første omgang drejer det sig om bunkere i kommunerne Thisted, Ringkøbing-Skjern, Holstebro og Lemvig. Kystdirektoratet leder projektet og har stået for at vurdere og udpege, hvilke bunkere der bør fjernes. De farligste fjernes først.