Miljøminister kræver svar om Venstre-politikers opgør med randzoner

»Karsten Lauritzen fra Venstre støtter de landmænd, som bevidst undlader at følge randzoneloven - en lov han selv har stemt for. Det er selvfølgelig en uacceptabel opførsel fra en folkevalgt,« skriver miljøministeren ifølge tv2.dk på sin Facebook-profil.

For at beskytte drikkevandet har regeringen med randzoneloven besluttet, at landmænd efter den 1. september 2012 hverken må sprøjte, gøde eller dyrke jorden i en randzone på 10 meter omkring større søer og åbne vandløb i landzoner.

»Jeg synes, Lars Løkke Rasmussen skylder et svar på, om Venstre mener, det er i orden at opfordre til lovbrud og selvtægt,« lyder det videre fra Ida Auken.

Reaktionen fra miljøministeren kommer, efter at den nordjyske landmand Knud Kristensen i TV 2 Nyhederne tirsdag fortalte, at han har tænkt sig at bryde randzoneloven, som mange landmænd er modstandere af. Karsten Lauritzen skrev derefter på et andet socialt medie, Twitter:

»Respekt for den sindige nordjyske landmand, der i TV2-nyhederne 22 fortalte, at han sløjfer randzonerne«.

Karsten Lauritzen oplyser til tv2.dk, at han har ændret mening om loven, da den ikke er til at forstå, og da der ifølge ham ikke er styr på, hvor randzonerne skal ligge, og om alle landmænd får udbetalt erstatning for den jord, de ikke må dyrke i randzonerne.

Dagens Gossip