Miljøminister revser Venstres finanslovforslag

»Venstre bekender kulør og mener åbenbart, at landbruget skal have frit lejde til at forurene vores drikkevand og være skyld i iltsvind - og vil åbenbart tilbage til tiden med døde hummere og syreregn,« udtaler en utilfreds minister.

Venstres landbrugsudspil under finanslovforslaget deles op under tre overskrifter: Målrettet regulering, bedre lovgivning og bedre muligheder. En af de ting, som Venstre prioriterer højest, er indførelsen af en målrettet regulering, hvor robuste jorde får mulighed for at øge kvælstoftilførslen, mens sårbare jorde skal have mindre. Og fødevareordfører Erling Bonnesen (V) er klar til at åbne op for mere gødning:

»Vi får jo mere og mere fornemmelsen af, at det ikke er landbruget, der forurener vandmiljøet. Derfor gælder det om at komme i gang nu. Vi ved jo, der allerede ligger et tab på tre milliarder kroner på markerne, fordi vi ikke udnytter landbrugsjorden optimalt,« siger Erling Bonnesen.

Men netop fokus på at undgå tab ved at øge muligheden for kvælstoftilførsel, får Ida Auken op i det røde felt. Hun afviser klart præmissen om, at landbruget ikke står bag forurening af vandmiljøet.

»På trods af, at landbruget er ansvarlige for 96 procent af ammoniak-forureningen og 79 procent af kvælstofforureningen, bygger Venstre deres finanslovsudspil på en »fornemmelse af, at det ikke er landbruget, der forurener vandmiljøet«,« siger miljøministeren, som opfordrer Venstre til at tage udgangspunkt i videnskaben og ikke »i Venstres opportunistiske fornemmelser«.

»De spiller hasard med vores børns fremtid, og det vil jeg under ingen omstændigheder være med til. Jeg er overbevist om, at vi kan få bedre miljø, mere natur og et mere effektivt landbrug på samme tid. Og det vil jeg selvfølgelig gerne i dialog med Venstre om. Men det kræver altså, at vi tager udgangspunkt i virkelighedens problemer og ikke benægter, at landbruget forurener,« siger Ida Auken.

Dagens Gossip

Dagens TV