Miljøministeren langer ud efter grønne organisationer

»Jeg tror også, at miljøbevægelsen selv har været skyld i det ved altid at tale skræmmescenarier i stedet for at tale løsninger. Der er rigtig mange arbejdspladser i at løse de her problemer, fordi andre lande har de samme problemer. De har også brug for vedvarende energi, de har brug for vandeffektive løsninger, og de har brug for at se på, hvordan de ressourcer, de har, kan bruges mere fornuftigt,« sagde Ida Auken torsdag aften i Debatten på DR2.

Her kritiserede hun desuden Dansk Folkeparti og Venstre for at forvirre danskerne med deres svingende kurs i klimaspørgsmålet, mens regeringen, ifølge Ida Auken, prøver »at have fokus på omkostninger, at skabe arbejdspladser, og at gøre det på den mest fornuftige måde«.

»Så er der nogle, der hele tiden vil skabe forvirring om tingene, og som løber fra deres løfter, når det bliver kompliceret – og det gør politik, når det rammer virkeligheden. Og så må man altså holde tungen lige i munden i stedet for hele tiden at forvirre for eksempel alle de investorer, der skal investere på det her område. Hvad skal de tro, når Dansk Folkeparti og Venstre zigzagger rundt?« sagde Ida Auken, der i sin tid som miljøminister igen og igen har understreget, at den globale økonomiske krise og den globale miljø- og klimakrise skal løses samtidig ved hjælp af grøn omstilling.

Ida Aukens kritik preller af på formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl (DF). Han opfatter kritikken som et forsøg på at lukke ned for en helt nødvendig debat om klimaet:

»Jeg hører nu igen Ida Auken sige, at vi bare skal stoppe debatten. At vi bare skal lukke den. At vi skal lade være med at tvivle på de her ting. Og jeg kan altså ikke rigtig have det. Er der noget, man skal have tvivl om, så er det da klimaforandringerne og virkemidlerne. Så er det da den diskussion, vi skal have«.

Dagens Gossip

Dagens TV