Miljøministre gør op med brug og smid væk-kultur i EU

Skrevet af admin

20/06/2016

Mest læste i dag

Færre ressourcer skal ende deres liv på lossepladsen, men i stedet beholdes i cirkulation og genanvendes.

Det er ambitionen med en handlingsplan, som miljøministrene fra EU's medlemslande har vedtaget på et møde i Luxembourg. Planen skal gøre brug og smid væk-kulturen i EU til fortid.

- Det giver simpelthen så god mening, at vi genanvender de ressourcer, vi har i vores samfund, siger den danske miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V).

- Eksempelvis at vi får kemikalierne ud af vores pizzabakker, så vi kan genbruge pappet, og at vi genbruger plastik, så det ikke havner som affald ude i vores have. Det er ressourcer, det er sund fornuft, og det er rigtig godt for miljøet, siger han.

Handlingsplanen er fremlagt af EU-Kommissionen og indeholder initiativer, som skal tages i brug frem mod 2020, og som knytter sig til blandt andet produktion, forbrug, design og affald.

Det betyder konkret, at der bliver stillet krav til, hvor meget affald EU-landene skal genanvende. Her har kommissionen foreslået, at 65 procent af affaldet skal genanvendes i 2030.

Selv om Esben Lunde Larsen glæder sig over, at det går i den rigtige retning set med danske briller, burde kommissionen have været mere ambitiøs, mener han.

- Det gælder blandt andet på området omkring kemikalier, hvor vi gerne havde set mere aktion.

- Men dagsordenen for cirkulær økonomi er svær i en række EU-lande, mens vi i Danmark har været vant til at arbejde med det i mange år og derfor ser mere ambitiøst på det, siger han.

Ifølge tal fra Ellen Mac Arthur Foundations' rapport, "Delivering the Circular Economy - A toolkit for policymakers", vil omstilling til cirkulær økonomi alene i Danmark i 2035 samlet set skabe mellem 7000 og 13000 flere job.

- Des flere lande, der forpligter sig til mere genanvendelse, des mere kan vi sælge vores grønne teknologier, som er til gavn for miljøet, men også for de danske arbejdspladser og den danske økonomi, siger ministeren.

/ritzau/