Miljøvenligt gadelys bliver bedre og billigere

Der er store besparelser på vej i Kolding Kommune. Pengene spares ved en renovering af gadelysene, der skiftes ud med LED.

I løbet af de næste fire år bliver omkring 75 procent af alle armaturer udskiftet, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Renoveringen finansierer sig selv over de næste 15 år. Forventningen er, at det gennemsnitlige energiforbrug på gadelyset vil være halveret i forhold til tidligere, når renoveringen er gennemført.

På miljøkontoen giver det en besparelse på 1.430 ton CO2 om året, hvilket svarer til den årlige CO2-udledning fra cirka 500 parcelhuse. På de renoverede strækninger vil der ikke være natslukning, da lyset automatisk bliver dæmpet om natten. På de ikke-renoverede strækninger vil der fortsat være natslukning.

Ny gadebelysning giver bedre lys

I alt bliver omkring 15.000 af de utidssvarende og mest energiforbrugende armaturer udskiftet til LED. Alle eksisterende træmaster og gittermaster, samlet omkring 2.500 styk., bliver udskiftet til rørmaster af stål henover renoveringsperioden.

Desuden bliver alle luftledninger, i alt 50 kilomter, lagt i jorden. Alt i alt er der tale om et renoveringsprojekt af meget store dimensioner, som ikke bare giver besparelser på energi og økonomi, men også har andre positive effekter.

Udskiftningen af LED-armaturer er allerede startet på Vejlevej i Kolding.

- Vi forventer, at vi med den nye lyskilde, de nye master og med alle ledninger i jorden får en større stabilitet på belysningsanlægget, når vi er færdige med renoveringen, og så forventer vi ikke mindst en væsentlig forbedret kvalitet af belysningen, fortæller fagansvarlig Kim Bauenhøj fra By- og Udviklingsforvaltningen, der er kommunens koordinator på projektet.

- Det nye lys har et mere hvidt skær end det gullige lys, der ses i de gamle armaturer. Desuden er lyset mere nedadrettet, så lyset falder mere direkte på gaden. Dermed giver de nye armaturer også en bedre trafiksikkerhed og mindre lysforurening i folks haver og huse, understreger Kim Bauenhøj.

Dagens Gossip

Dagens TV