Miljøvismænd drukner i kritik efter nyt debatoplæg

Skrevet af admin

26/02/2014

Mest læste i dag

En mindre tsunami af kritik strømmer nu ind over de såkaldte miljøvismænd i Det Miljøøkonomiske Råd, der onsdag fremlagde det årlige debatoplæg - heriblandt et fejlbehæftet regnestykke om DSB's sparemuligheder.

Kritikerne tæller transportminister Magnus Heunicke (S) og klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R). Heunicke erklærer sig dybt bekymret over rådets arbejde og kalder dets anbefalinger "decideret forkerte".

Rasmus Helveg Petersen kan slet ikke genkende rådets påstand om, at støtten til vedvarende energi koster konkurrenceevne og arbejdspladser. Tværtimod vil nye mølleparker skabe tusindvis af job, påpeger han.

- Hvis ingen går foran og skaber en teknologisk udvikling, bliver det umuligt at holde temperaturstigningen under to grader. Rådet tager ganske enkelt ikke klimaudfordringen alvorligt, siger ministeren.

Også Vindmølleindustriens direktør, Jan Hylleberg, er ude med riven, fordi vismændene vil bremse de to planlagte havmølleparker Kriegers Flak og Horns Rev 3.

- Det er velkendt, at rådet er kritisk over for vedvarende energi. Men med denne rapport har rådet nu vist sit sande ansigt som en politisk bevægelse og ikke et uafhængigt analytisk råd, siger han.

Også SF's klima- og energiordfører, Steen Gade, sukker over rådets nyeste oplæg.

- Intet nyt fra fronten mod vedvarende energi. Rådet beskriver nu for fjerde år i træk deres modstand mod de beslutninger og ambitioner, som et næsten enigt folketing har taget om vedvarende energi og energisatsningen frem mod 2020, siger han.

Det Miljøøkonomiske Råd består af fire formænd ("miljøvismændene") og 16 medlemmer fra arbejdsmarkedet, regeringen og organisationer.

Det blev oprettet i 2007 ved en fusion mellem Institut for Miljøvurdering (som Bjørn Lomborg var direktør for 2002-2004) og Det Økonomiske Råds Sekretariat.

Blandt medlemmerne er Danmarks Naturfredningsforening, Det Økologiske Råd og WWF Verdensnaturfonden, der imidlertid samstemmende dumper rådets seneste rapport og beskylder de fire formænd for at ignorere kritik.

I fremtiden får miljøvismændene konkurrence af regeringens kommende klimaråd, der skal overvåge, om Danmarks klimapolitik er på rette spor for at nå de opstillede målsætninger.

Den massive kritik foruroliger dog ikke overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen og de tre andre formænd.

- Vi vil blive ved at køre vores uafhængige og kritiske linje. Vi har måske rollen som drengen i Kejserens Nye Klæder, siger Whitta-Jacobsen.

/ritzau/