Miljøvismænd: Vi tog fejl om DSB-sparemål

Skrevet af admin

26/02/2014

Dagens topnyheder

De såkaldte miljøvismænd i Det Miljøøkonomiske Råd erkender, at de har taget fejl, når de hævder, at DSB kan spare yderligere en milliard kroner ud over den aktuelle spareplan, Sundt DSB.

- Det har vi tænkt os at tage til efterretning og sige: Vi tog fejl, siger overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen onsdag på et pressemøde.

DSB har gennemgået vismændenes oplæg og påpeger, at rådet har rodet rundt i regnskabstallene.

Vismændene mener, at der kan spares meget mere, fordi en del af de allerede opnåede besparelser er hentet ved at lukke DSB's underskudsaktiviteter i Sverige.

Det afviser DSB imidlertid over for Ritzau. Sparemålet omfatter ikke de udenlandske aktiviteter og engangsposterne i 2011-regnskabet, siger økonomidirektør Stig Pastwa. Det støttes af transportminister Magnus Heunicke (S).

- Jeg må desværre sige, at Det Miljøøkonomiske Råds opgørelser er ret uforståelige og indeholder alvorlige fejl. Det er dybt bekymrende, og det overrasker mig meget, siger Heunicke til B.dk.

- Det er faktuelt forkert, at effektiviseringerne skyldes afskedigelser i Sverige. Sundt DSB handler kun om de danske aktiviteter. Jeg undrer mig over, hvad Det Miljøøkonomiske Råd baserer deres tal på, tilføjer Heunicke.

Ministeren mener heller ikke, at vismændenes beregninger af potentielle besparelser ved udlicitering af togdriften holder vand. Blandt andet er personalets lønninger fastsat i en overenskomst, der også skal gælde efter et udbud.

Trods den fejlagtige brug af DSB's regnskabstal fastholder Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, at der er store besparelser at hente ved at sætte togtrafikken i udbud.

- Vores grundsynspunkt er stadig, at der er økonomiske gevinster i konkurrenceudsættelse i togdriften. Erfaringer fra blandt andet Holland og Sverige viser, at der er besparelser på cirka 20 procent, siger Whitta-Jacobsen.

ritzau/