Milliardær har valgt side: Kaster sin støtte på Rubio

Skrevet af admin

31/10/2015

Dagens topnyheder

Kampen om at blive Republikanernes bud på USA's næste præsident spidser til, og fredag fik en af kandidaterne opbakning fra en særdeles vigtig kant.

Det er senator Marco Rubio fra Florida, der kan tage hul på halloween-weekenden uden at være bange for, at hans kampagne snart løber tør for penge.

Ifølge The New York Times har milliardæren og forretningsmanden Paul Singer nemlig valgt at støtte Rubios kamp for at efterfølge præsident Barack Obama i Det Hvide Hus.

Singer, der er kendt for at være en af de mest indflydelsesrige donorer til Det Republikanske Parti, sendte fredag et brev til adskillige andre donorer, hvori han fortæller om sin beslutning.

Ifølge The New York Times har flere af de mange republikanske præsidentkandidater, heriblandt Jeb Bush og Chris Christie, gjort kur til Paul Singer i håbet om at vinde hans støtte.

Men ifølge Singer er Marco Rubio den eneste kandidat, der er værd at kaste penge efter, fordi han er i stand til at "navigere i den komplekse primærvalgkamp og stadig være i stand til at besejre Hillary Clinton", favoritten til at vinde Demokraternes nominering.

Marco Rubio er glad for støtten.

- Når folk donerer penge til os, betyder det, at de kan stå inde for vores dagsorden, og jeg er glad for, at han kan det og vil hjælpe os med sine midler, siger Rubio ifølge Reuters.

- Midler gør det ikke alene. Men vi er taknemmelige over hans hjælp selvfølgelig, tilføjer han fra sin valgkamp i delstaten Iowa.

Sidste år gav Paul Singer flere penge til republikanske kandidater og mærkesager end nogen anden donor, viser en opgørelse ifølge The New York Times.

Det er uvist, hvor meget Singer vil støtte Marco Rubio med. Den 44-årige tosprogede senator klarede sig onsdag ifølge målinger godt i en tv-debat med ni andre kandidater.

I et gennemsnit af de landsdækkende meningsmålinger ligger han nummer tre efter Donald Trump og Ben Carson.

/ritzau/