Milliarder at hente i mere effektiv offentlig sektor

Der er et kæmpe potentiale for at få den store offentlige sektor i Danmark til at arbejde lidt mere smart og moderne - uden det giver borgerne dårligere service.

Det kan ske, hvis der kommer mere klare krav til hvilke mål og resultater, den offentlige sektor skal nå, og ved at lade medarbejdere og ledere bestemme mere selv. De tæt ved 800.000 offentligt ansatte skal med andre ord have mere frihed og belønnes, hvis de når resultaterne, og mødes med nye krav, hvis de ikke når opstillede mål.

Det er Produktivitetskommissionen med professor Peter Birch Sørensen i spidsen, som slår dette fast i sin tredje analyserapport, der hedder »Styring, ledelse og motivation i den offentlige sektor,« og som netop er offentliggjort mandag.

»I stedet for en masse regler for, hvordan de offentligt ansatte skal udføre deres arbejde, er der brug for klare krav til, hvilke resultater de offentlige institutioner opnår. Samtidig bør man droppe mange krav til dokumentation af arbejdsprocesser og i stedet måle det, der betyder noget – resultaterne. Borgerne skal kunne se, om en skole, et plejehjem eller en børneinstitution rent faktisk leverer de ønskede resultater,« siger Peter Birch Sørensen, der er formand for den uafhængige Produktivitetskommission, der er nedsat af regeringen, og som skal fremlægge alle sine samlede forslag inden årets udgang.

Peter Birch Sørensen peger på, at med de større krav til resultater følger større frihedsgrader til ledere og medarbejdere – de skal i langt højere grad selv bestemme, hvordan de vil løse deres opgaver.

»Alle taler om afbureaukratisering – men det går den stik modsatte vej. Den kurve må og skal knækkes. Det vil motivere medarbejderne og skabe større fleksibilitet. Der er brug for at sætte regelforenklingen i system,« siger Peter Birch Sørensen.

Produktivitetskommissionen opfordrer også parterne på det offentlige arbejdsmarked til at se på overenskomsterne med friske øjne, så de kan være med til at forny den offentlige sektor.

Produktivitetskommissionen har fået Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) til at regne på, hvor meget kommunerne kan spare uden at ændre serviceniveauet, hvis alle kommuner blev lige så effektive som de mest effektive sammenlignelige kommuner.

På folkeskoleområdet, hvor de bedste data er til rådighed, tyder KORAs analyse på, at der er et effektiviseringspotentiale på ca. 12 pct. svarende til godt fem mia. kr., hvis alle kommuner, der ligner hinanden, kom op på niveau med de kommuner, der driver deres skoler mest effektivt.

På områder som daginstitutioner og ældrepleje tyder analysen på, at der er potentiale for produktivitetsforbedringer i størrelsesordenen ti pct.

Fakta: Her er Produktivitetskommissionens anbefalinger

På andre områder er der så få og usikre data for kommunernes resultater eller hvor mange ressourcer, de bruger, at det ikke er muligt at give et seriøst bud på størrelsen af effektiviseringspotentialet.

Analysen af effektiviseringspotentialet dækker altså kun en begrænset del af den offentlige sektor, fremhæver Produktivitetskommissionen.

Dagens Gossip

Dagens TV