Milliarder skal løfte sundhedseksport

I en ny vækstplan for sundheds- og velfærdsydelser, som regeringen præsenterer i dag, bliver der lagt op til at inddrage private virksomheder i udtænkningen af sygehusene på en lang række områder. Derfor skal der blandt andet igangsættes en række forsøgsprojekter, hvor private virksomheder kan udvikle nye løsninger og teknologi i samarbejde med det offentlige.

»Der er et kæmpe potentiale i at få private virksomheder til at udvikle løsninger til de nye sygehuse. Men det her skal ses som en samlet plan med en lang række forskellige initiativer, der hver især vil bidrage til at skabe vækst,« siger erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF).

Sammen med sundhedsminister Astrid Krag (SF) offentliggør hun i dag vækstplanen, som Berlingske Business er i besiddelse af. Planen indeholder et sammensurium af 27 initiativer, hvoraf nogle dog allerede er fremlagt i forbindelse med regeringens overordnede vækstplan.

Et af de helt store indsatsområder er et øget samarbejde mellem det offentlige og private. Det gælder dels omkring forskning og dels omkring konkrete driftsopgaver og udvikling af ny teknologi.

Planen er, at staten og regionerne i øget omfang skal invitere virksomheder til at komme med bud på konkret ny teknologi og driftsløsninger, der skal indtænkes i de kommende års milliarddyre sygehusbyggerier. Det kan være alt fra udvikling af ny telemedicin og nye logistikløsninger til nyudviklede opvaskemaskiner til operationsinstrumenter.

I forbindelse med de nye sygehusbyggerier har regionerne allerede lavet adskillige samarbejdsaftaler med private virksomheder. Det gælder blandt andet i Region Syddanmark, hvor man har lavet en aftale med elektronikgiganten Philips om at udvikle nye produkter til regionens sygehuse. Blandt andet ved at undersøge, hvordan lys og bygninger kan gøre et sygehusophold bedre, og hvordan man kan udvikle lysterapi til psykiatrien.

Men regeringen lægger nu op til at gøre de private samarbejder til et stort indsatsområde, som man også vil fremme fra centralt hold. Det skal blandt andet ske ved, at en ny arbejdsgruppe skal foreslå og følge forsøgsprojekter, hvor private virksomheder kommer med bud på nye løsninger, der indtænkes i milliardbyggerierne.

Regeringen åbner dog ikke for, at private virksomheder får bedre muligheder for drift af plejehjem, hospitaler og genoptræningsområder. Det var ellers en af de væsentlige anbefalinger fra regeringens vækstteam for sundheds- og velfærdsteknologi, der i januar afleverede sine anbefalinger til regeringen.

Formanden for vækstteamet, Falcks koncernchef Allan Søgaard Larsen, glæder sig over, at man vil benytte sygehusinvesteringerne som løftestang for markedsudviklingen. Men han er bekymret over, at erhvervslivet igen skal vente på konklusionerne fra den arbejdsgruppe, der skal foreslå nye forsøgsprojekter. Alt i alt modtager koncernchefen planen positivt, selv om der, som han siger »er områder, hvor man kunne gå længere«.

»Det er et skridt i den rigtige retning, men der er gjort for lidt ud af markedsudvikling for private aktører. Lidt større politisk mod i forhold til nye offentlig-private samarbejdsmodeller om markedsudvikling havde været spændende at se i planen,« lyder det fra Allan Søgaard Larsen.

I Dansk Erhverv ser man ligeledes flere positive elementer i planen, men organisationen er skuffet over, at man ikke har lavet en målrettet plan for private virksomheders muligheder på borgernære områder som genoptræning og drift af plejehjem og hospitaler.

»Det springer desværre i øjnene, at planen ikke har nye vækstinitiativer i forhold til driften på de borgernære områder. Der er mange gode forslag i planen, men man styrker mest de allerede eksisterende styrkepositioner i stedet for at opdyrke nye vækstområder,« siger sundhedspolitisk chef i Dansk Erhverv, Martin Koch Pedersen.

Eksperter i sundhedsøkonomi har da også flere gange fremhævet, at private danske virksomheder langt fra i samme grad som i Sverige har mulighed for drift af plejehjem, hospitaler og en række andre velfærdsydelser. Det betyder, at eksportivrige danske virksomheder ikke har mulighed for at bruge hjemmemarkedet som udstillingsvindue for deres produkter.

Næstformanden i Danske Regioner og tidligere medlem af vækstteamet for sundheds- og velfærdsområdet, venstrepolitikeren Carl Holst, mener ligeledes, at regeringen burde have øget incitamentet for at lade private virksomheder overtage en større andel af driften af hospitaler, plejehjem og flere andre områder.

»Der kunne godt have været flere initiativer på det her område. Folk er ligeglade med, om det er det offentlige eller private, der står for driften, så længe at ydelserne er af høj kvalitet,« siger Carl Holst.

Han tilføjer dog, at vækstplanen indeholder gode initiativer for endnu bedre klinisk forskning, udnyttelse af sundhedsdata og større inddragelse af private virksomheder i udtænkningen af de nye sygehusbyggerier.

Sundhedsminister Astrid Krag har store forventninger til vækstplanen. Hun afviser kritikken af, at planen indeholder for få initiativer, der åbner nye markeder for private virksomheder.

»Regionerne står for driften, og det må være dem, der vurderer, om der er brug for private i driften af vores sygehuse. Det kan vi se, at der ikke er i videre udstrækning i dag, så vi har ikke et ideologisk ønske om at presse markedsåbninger ind for markedets skyld,« siger Astrid Krag.

Dagens Gossip

Dagens TV