Milliardsag fra Amagerbankens krak rammer staten

Amagerbankens konkursbo har fået grønt lys af kreditorerne til at søge en milliarderstatning fra staten. Det står klart efter en beslutning truffet af den klart største kreditor med stemmeret i boet, Indskydergarantifonden.

Det skriver Finans.

Finanssektoren har overvægt i bestyrelsen og har besluttet sig for at afgive en tung, blank stemme i sagen. Dermed giver fondens bestyrelse kurator frie hænder til at føre sagen.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har stemt imod at føre sagen, men er blevet nedstemt, siger fondens formand, juraprofessor ved Københavns Universitet Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, til Finans.

Boets kurator, advokat Jørgen Holst fra Holst Law, har i det brev til kreditorerne, hvor han ridsede grundlaget for sagen op, blandt andet skrevet følgende:

- Kurators undersøgelse har vist, at Finansiel Stabilitet A/S i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om individuel statsgaranti allerede i april 2010 var af den opfattelse, at der i Amagerbanken var et behov for nedskrivninger i størrelsesordenen 1,7 til 2,5 milliarder kroner.

Hvis den vurdering var kendt af aktionærerne, havde de næppe tilført den lille milliard, der var nødvendig for at sikre Amagerbanken adgang til den livsnødvendige bankpakke II.

I stedet blev man afviklet under bankpakke III, hvor Indskydergarantifonden dækkede tab op til 750.000 kr.

I foreningen Amagerinvestor, der har samlet en gruppe af bankens tidligere aktionærer i et forsøg på at rejse deres sag, glæder man sig over, at de simple kreditorers sag nu bliver rejst:

- Vi ser sagen som en betydelig gevinst for vores sag, da det drejer sig om stort set samme forløb som hos os: At prospektet var mangelfuldt, og at myndigheder under staten nok har gjort noget forkert, siger gruppens talsmand, Niels Mengel, der også er formand for Dansk Aktionærforening, til Finans.

Finansiel Stabilitet har gjort klart, at man tager sagen med sindsro - men man har dog indstævnet dele af bankens tidligere ledelse og revision, så man kan forsøge at sende et eventuelt erstatningskrav videre.

/ritzau/

Dagens Gossip