Millioner af handicappede børn bliver udstødt

Det viser den årlige rapport »The State of the World’s Children 2013: Children with Disabilities« fra FNs børneorganisation UNICEF.

»Problemet med børn, der bliver gemt væk, bliver sendt på institutioner og ikke har de samme rettigheder som andre børn, er værst i udviklingslandene. Det skyldes økonomiske årsager og uvidenhed, og der er brug for at ændre nogle holdninger til, hvad det vil sige at have et handicap. Man skal se på, hvad de børn kan, i stedet for hvad de ikke kan,« siger Karin Aaen, der er informationschef i UNICEF Danmark.

Rapporten fastslår, at isolationen gør de handicappede børn særligt sårbare over for vold og andre overgreb. Ifølge Unicef er der også eksempler på børn, der er blevet dræbt alene på grund af deres handicap.

Den 18-årige Michael Hosea fra Tanzania, der lider af albinisme, undslap med nød og næppe sammen med sin familie, da en gruppe mænd opsøgte familien i dens hjem på jagt efter Michaels hår og kropsdele. I dele af det afrikanske land anses albinoers kropsdele for magiske, og det fik tragiske følger for Michael Hoseas nabo, der ligeledes led var albino.

»De skar hans kønsorganer og arme af og efterlod ham døende,« udtaler Michael Hosea i rapporten.

Eksemplet er langt fra enestående, påpeger Karin Aaen, som efterlyser flere informationer om, hvad det vil sige at leve med et handicap.

»Det er et område præget af stor uvidenhed. Mange af de problemer, som børn med handicap og deres familier oplever, skyldes uvidenhed. I Madagaskar siger 48 procent af forældrene, at handicap er smitsomt. Det medvirker til, at børn med handicap bliver gemt væk og gjort usynlige. Det er det store problem,« forklarer hun.

Det anslås, at der er omkring 93 millioner børn på verdensplan - svarende til én ud af 20 - som lever med et moderat til svært fysisk eller mentalt handicap. Men det tal er sandsynligvis undredrevet, vurderer UNICEF. Men det afgørende er ikke, at få sat tal på, fastslår Karin Aaen. Det er vigtigere at indhente forskning og data med handicappede børn, uddyber hun.

I dag er der en stor del af de handicappede børn, der på grund af deres handicap end ikke bliver registreret, når de bliver født. Det medfører, at de ikke får de samme rettigheder og muligheder som andre børn, herunder adgang til at gå i skole og til social hjælp, fordi de ganske enkelt ikke findes for de lokale myndigheder. Derfor er det først og fremmest vigtigt, at de enkelte landes regeringer gør mere for at anerkende borgere med et handicap, forklarer Karin Aaen.

»Man skal sætte ind på regeringsniveau ved først og fremmest at ratificere FNs handicapkonventionen, for den giver en masse retningslinjer for, hvordan man kan tilrettelægge samfundet til gode for børn med handicap. Og så skal landene tilrettelægge deres sundhedsprogrammer og socialhjælp, så det også når ud til børn med handicap, der er yderst sårbare,« siger hun.

Dagens Gossip