To millioner Audi'er ramt af VWs forureningsskandale

Skrevet af admin

28/09/2015

Dagens topnyheder

2,1 millioner Audi'er på verdensplan er udstyret med snydesoftware, som moderselskabet Volkswagen har brugt til at sløre forureningsniveau.

Det er dog uvist, hvorvidt de to millioner Audi'er er omfattet af skandalen med de 11 millioner dieselbiler fra WV, som har haft et computerprogram installeret. Hensigten var at sløre bilernes reelle forureningsniveau, når der blev udført test af bilerne.

I Vesteuropa er 1,42 millioner af Audi's biler med såkaldte EU5-motorer berørt, herunder 577.000 i Tyskland.

Næsten 13.000 biler er i USA udstyret med programmet, oplyser en talsmand for Audi mandag.

Den skandaleramte bilproducents aktier faldt mandag over seks procent i formiddagshandlen på børsen i Frankfurt.

Blandt de Audi-modeller som er berørt er A1, A3, A4, A5, A6, TT, Q3 og Q5 ifølge talsmanden.

Den tyske regering har givet Volkswagen en deadline til 7. oktober, hvor den tyske bilgigant skal fremlægge en handlingsplan.

Mandag suspenderede Volkswagen flere topchefer fra forsknings- og udviklingsafdelingerne fra tre divisioner.

Det drejer sig om VW selv, luksusmærket Audi og sportsfabrikanten Porsche, som alle hører under den skandaleramte bilproducent VW. Det siger kilder med kendskab til sagen mandag, skriver Reuters.

/ritzau/Reuters