To millioner danskere har benyttet pensions-skattefinte

Skrevet af admin

12/12/2014

Dagens topnyheder

Betal skat af din kapitalpension og få rabat. Det tilbud fra regeringen har to millioner danskere benyttet sig af, fremgår det af en ny analyse fra Nykredit.

I 2013 og 2014 har statskassen høstet i alt 80 milliarder kroner i skatteindtægter fra kapitalpensionerne. Det er langt mere end de cirka fem milliarder kroner, regeringen regnede med at få ind.

Tilbuddet blev fremsat i forbindelse med skattereformen i 2012. Før skattereformen kunne opsparing i en kapitalpension trækkes fra i skat. Ved udbetaling blev der trukket 40 procent i skat.

Men at give en rabat på 2,7 procent, så der i stedet blev trukket 37,3 procent i skat, har lokket danske pensionsopsparere.

- Da ordningen blev indført fra januar 2013, var der omkring 400 milliarder kroner sparet op i kapitalpensioner. Halvdelen af dem er der nu betalt den lavere skat af, og de er omlagt til en aldersopsparing, siger forbrugerøkonom i Nykredit Johan Juul-Jensen til Ritzau.

Samtidig aflivede skattereformen ordningen med indbetaling til kapitalpensioner med skattefradrag.

I stedet blev der åbnet for en aldersopsparing, som danskerne kan spare op på til pensionen uden skattefradrag. Til gengæld trækkes der heller ikke skat af aldersopsparingen, når den udbetales.

Den ordning har dog ikke lokket danskerne til mere opsparing.

- Konsekvensen er, at mens danskerne i 2012 indbetalte 17 milliarder kroner på kapitalpensioner, blev der året efter indbetalt blot to milliarder på den nye aldersopsparing. Selv om beløbet er efter skat, er der tale om et markant fald.

- Det viser, at danske pensionsopsparere har taget regeringens rabatordning på kapitalpensionen til sig, men ikke aldersopsparingen, siger Johan Juul-Jensen.

Tilbage er endnu 200 milliarder i kapitalpensioner, som ikke er konverteret. Om det kan betale sig at konvertere dem og tage imod skatterabatten, der fortsætter i 2015, afhænger af, om omkostningerne ved omlægningen æder hele skatterabatten.

/ritzau/