Millioner er allerede brugt på usikkert broprojekt i Vejle

Skrevet af admin

24/04/2016

Mest læste i dag

Planen om en togbro over Vejle Fjord vakler. En vigtig del af den politiske opbakning og en god slat af pengene til milliardbyggeriet er i hvert fald forsvundet.

Det skriver Jyllands-Posten.

Men trods broens usikre fremtid kører Vejdirektoratets indledende øvelser til byggeriet på skinner. Her er man ifølge Jyllands-Posten i fuld gang med den VVM-redegørelse, som der er afsat 91,9 millioner kroner til at gennemføre, og som afsluttes i år.

Pengene er blandt andet brugt på at undersøge miljøkonsekvenser, ruter og priser.

Ved fjorden har staten samtidig overtaget mindst 12 ejendomme fra borgere, som bor ved en af de potentielle ruter for broen. Alene i denne måned er der indgået aftaler om opkøb af tre huse i området, og flere er i spil.

I alt er der købt ejendomme for omkring 47 millioner kroner, oplyser Vejdirektoratet.

Spørgsmålet er bare, hvornår der kommer en bro - hvis den overhovedet kommer.

Regeringen barsler med et kasseeftersyn af Togfonden, der vil vise, hvor mange milliarder der mangler til finansieringen, som hviler på skatteindtægter fra olie i Nordsøen.

Oliepriserne er faldet drastisk, siden 28,5 milliarder kroner blev øremærket i 2013.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, vil have togbroen aflyst.

Hidtil har Socialdemokraterne holdt fast i broplanerne, som er en hjørnesten i timeplanen, der skal nedbringe rejsetiden mellem de største byer. Men partiet er nu parat til at revurdere tidsplanen.

- Den realistiske og pragmatiske løsning på det her er at udskyde timeplanen fem, seks, syv år, siger transportordfører Rasmus Prehn (S) til Jyllands-Posten.

Han ser ikke længere for sig, at timeplanen kan realiseres imellem 2020 og 2024.

/ritzau/