To millioner pilgrimme deltager i haj ved Mekka

Skrevet af admin

13/10/2013

Dagens topnyheder

Over to millioner muslimer strømmede søndag gennem Minadalen fra den hellige by Mekka ved begyndelsen på den årlige pilgrimsfærd haj.

Myndighederne meddelte midt på dagen, at alle pilgrimme var nået frem til Mina fra det nærliggende Mekka på den rute, som profeten Muhammed tog for 14 århundreder siden.

Den saudiarabiske indenrigsminister, prins Mohammed bin Nayef, siger, at der i år er 1.379.531 million deltagere fra udlandet i den årlige pilgrimsfærd. Det er 21 procent færre end sidste år. Dertil kommer hundredtusinder af saudiarabiske pilgrimme.

Antallet af deltagere er skåret ned i forhold til tidligere år på grund af bekymring for det dødelige Mers-virus, indtil nu kostet 60 mennesker livet - 51 af dem i Saudi-Arabien.

Virusset, hvis symptomer er voldsomme luftvejs- og lungeinfektioner, har en høj dødelighed. Halvdelen af alle bekræftede tilfælde er endt med dødsfald.

Saudi-Arabien har udkommanderet over 100.000 soldater, der skal sørge for sikkerhed og ro under pilgrimsfærden. Myndighederne har advaret om, at de ikke vil tolerere demonstrationer eller uroligheder.

På pilgrimsfærdens første dag løber eller går man syv gange rundt om Kabaen, som er en sort terningeagtig helligdom i moskéen Masjid al-Harâm i Mekka. Der drikkes vand fra Zamzambrønden, og der gås eller løbes syv gange mellem de små høje Safa og Marwa.

På andendagen gennemføres et ritual på bjerget Arafat lidt uden for Mekka. På tredjedagen stenes rituelt nogle søjler, der symboliserer Satan.

Pilgrimsfærden afsluttes med endnu et løb syv gange rundt om Kabaen.

Saudi-Arabien, der omtrent er på størrelse med Vesteuropa, betragter sig som det ledende muslimske land. Landet huser islams to helligste steder: Mekka, hvor profeten Muhammed blev født, og Medina, hvor han levede og prædikede.

/ritzau/AFP