Millioner skal modarbejde radikalisering i København

Skrevet af admin

13/09/2015

Dagens topnyheder

23 millioner kroner skal i Københavns Kommune målrettes indsatsen for at modarbejde radikalisering af unge mænd og kvinder.

Det er mere end en fordobling af budgettet, og den kommer i kølvandet på en række anbefalinger fra en international ekspertgruppe, skriver Berlingske.

Pengene skal blandt andet bruges på den store stigning i henvendelser om radikalisering blandt københavnske unge, der havner i ekstremistiske miljøer og lader sig radikalisere.

- Jeg er enormt glad for, at det er lykkedes at sikre penge til, at det vigtige antiradikaliseringsarbejde, der bliver udført i Vink (Københavns Kommunes Center for Inklusion og Beskæftigelse, red.), bliver styrket, siger Anna Mee Allerslev (R), beskæftigelses- og integrationsborgmester, til Berlingske.

Hun kalder beslutningen "det største og mest ambitiøse budget", hun har været med til at vedtage.

Samtlige partier på Københavns Rådhus undtagen Enhedslisten står bag budgettet.

En ekspertgruppe har anbefalet København at styrke Vink, og de ekstra millioner skal blandt andet gå til at hyre fire ekstra medarbejdere. I dag sidder der to fuldtidsansatte.

København har haft fokus på problemet med radikalisering i noget tid, og i løbet af årets første seks måneder har kommunen modtaget 49 henvendelser om mulig radikalisering. Langt størstedelen handler om islamisme.

Sidste år indløb der 60 henvendelser, mens der de foregående tre år tilsammen kom 49 af slagsen.

Millionmidlerne skal også bruges på at styrke et tværfagligt samarbejde og styrke skolernes undervisning i demokrati.

/ritzau/