Millionkup mod lastbilforhandler i Brabrand

Natten til søndag har ukendte gerningsmænd slået til mod Volvo Truck Center i Logostikparken i Brabrand. Her blev stjålet frontgitre, tågelygter, spejle og AdBlue-pumper fra 18 nye, uindregistrerede lastbiler.

Tyvekosterne har en samlet værdi af cirka en million kroner. Politiet udelukker ikke professionelle tyve fra Østeuropa.

- Det er vores vurdering, at der er tale om fagfolk med en professionel tilgang, siger politikommissær Mogens Brøndum til Dagens.dk.

Han slår fast, at politiet holder alle muligheder åbne. Herunder også, at tyvene ikke er fra Danmark.

- Vi har tidligere set, at østeuropæere har vist stor interesse for lastbiler. Der har været tyverier fra både nye og brugte lastbiler. Og vi har tidligere haft nogle sigtelser, hvor det har drejet sig om østeuropæere, forklarer Mogens Brøndum.

Tyveriet skete på et ikke nærmere defineret tidspunkt mellem lørdag klokken 12.00 og søndag klokken 12:00. Politiet mener dog, det er sandsynligt, det er sket natten til søndag.

Tyvene skaffede sig adgang til området ved at klippe gitteret op. Søndag foretog politiet en undersøgelse af gerningsstedet. Det håber, at offentligheden kan bidrage til efterforskningen.

- Gerningsmændende er uden tvivl kommet derfra i en større lastvogn. Derfor er vi interesserede i at høre fra folk, der har gjort sig iagttagelser, der kan bringe os videre, siger Mogens Brøndum.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Dagens Gossip

Dagens TV