Mindre fly styrter ned i Tokyo: Mindst tre meldes dræbt

Mindst tre personer meldes omkommet, efter at et mindre privatfly søndag morgen er styrtet ned i Japans hovedstad, Tokyo.

Det skriver det japanske nyhedsbureau Kyodo.

Flyet forulykkede i Chofu, som er en forstad til millionbyen, ved 11-tiden søndag formiddag lokal tid.

Ifølge politi og brandfolk har mindst tre mennesker mistet livet, mens fire personer er blevet kvæstet.

- Det var virkelig forfærdeligt. Det var farligt, siger et vidne til den statslige tv-station NHK.

Flyet, der har én motor og plads til fem passagerer, ramte et boligområde, og fem huse samt flere biler brød efterfølgende i brand, meddeler brandvæsnet i Tokyo til Kyodo.

Ofrene er to mænd, som er blevet bjærget fra flyvraget, og en kvinde. Hun blev fundet i et af husene, som flyet bragede ned i, siger politiet.

Billeder fra NHK viser et ødelagt hus og flyets haleparti, mens redningsarbejdere forsøger at få folk fra ulykken i live.

Ifølge The Japan News skete ulykken, efter at flyet var lettet fra en lufthavn ikke langt fra området med kurs mod øen Izu-Oshima, der ligger cirka 100 kilometer syd for Tokyo.

/ritzau/

Dagens Gossip