Mindre sort malerarbejde med BoligJob-fradrag

Landets malere har malet mere "hvidt" og mindre "sort", mens boligejerne har haft mulighed for at trække tjenesteydelser i hjemmet fra i skat.

I en undersøgelse blandt 322 medlemmer af Danske Malermestre svarer 65 procent, at ordningen har reduceret det sorte arbejde.

Kun 13 procent har ikke mærket en nedgang i de private efterspørgsler på 'arbejde uden regning' under ordningen, der udløber til nytår.

Det skriver entreprenør- og håndværkeravisen MesterTidende.

Danske Malermestres direktør Ole Draborg har sendt analysen til folketingets finansordførere. Regeringen har varslet at ordningen ikke vil blive forlænget i den kommende finanslov.

- Flere politikere har efterlyst tal og analyser, som dokumenterer effekten af BoligJobningen. Jeg mener, analysen taler for sig selv. Medlemmerne har klart tilkendegivet, at ordningen har skabt aktivitet og arbejdspladser, og at den har reduceret det sorte arbejde mærkbart, siger han til MesterTidende.

Flere malermestre påpeger, at netop holdningen til det sorte arbejde er ændret.

Blandt kommentarerne i undersøgelsen, lyder det fra malermestrene:

- Det er en rigtig god ordning. Man slipper for at diskutere moms med kunden, nu beder de ligefrem om en regning.

 

Dagens Gossip