Mindre tvang mod psykisk syge

Antallet af tvangsindgreb over for patienter på landets psykiatriske afdelinger har i de seneste år ligget nogenlunde stabilt, men nu tyder meget på, at færre patienter end tidligere udsættes for eksempelvis tvungen medicinering eller spændte bælter.

Det viser foreløbige tal fra Statens Serum Institut, som sundhedsminister Astrid Krag (SF) torsdag vil præsentere under en forespørgselsdebat i Folketinget om tvang i psykiatrien.

Af tallene fremgår det, at 20,5 procent af patienterne i psykiatrien blev udsat for tvang i 2012 mod 22,7 procent i 2011.

Dermed tyder det på, at 2012 bliver det første år siden 2004, hvor andelen af patienter, der udsættes for tvang i psykiatrien, kommer ned under 21 procent på landsplan.

- Tvang er voldsomt indgribende for den enkelte patient og skal kun bruges som den absolut sidste udvej, siger Astrid Krag i en udtalelse til Ritzau.

- Derfor er det også utroligt positivt, at foreløbige tal tyder på, at der er sket et fald i antallet af psykiatriske patienter, som har været udsat for tvang, siger sundhedsministeren.

Tallene viser imidlertid, at der er sket en stigning i antallet af indlagte patienter i psykiatrien. Foreløbig ser det ud til, at der var 26.667 patienter indlagt i psykiatrien i 2012. Det er omkring 800 flere end i 2011.

Derimod blev 414 færre patienter udsat for tvang i 2012 end i 2011.

Ifølge Sundhedsministeriet ser det desuden ud til, at der er sket et markant fald i brugen af såkaldt elektrokonvulsiv terapi med tvang - de såkaldte elektrochok. Det er et fald på omkring 30 procent, hvis tallene holder.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV