Mindreårig syrienskriger fik pas trods rejseforbud

Skrevet af admin

20/06/2014

Mest læste i dag

Da en mor fik nys om, at hendes da 16-årige søn ville tage til Syrien for at kæmpe i krigen der, rev hun hans pas i stykker og fik kommunen til at notere, at han ikke måtte få et nyt. Men borgerservice gav ham alligevel et nyt. I april forlod han Danmark og har siden været væk, skriver Politiken.

Da passet var ødelagt, kontaktede moren politiet og sørgede for, at Brøndby Kommune skrev ind i Pasregistret, at han ikke måtte få et nyt pas.

Når der er anmærkninger i Pasregistret, skal kommunen underrette politiet skriftligt, før der må udstedes pas.

Men i Københavns Kommune, som drengen siden var flyttet til, underrettede Borgerservice ikke politiet, da den 17-årige fik nyt pas.

Københavns Kommune vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men Politiken har fået mulighed for at læse en mail fra kommunen til moren.

Heri beklager en ansat, at drengen fik udstedt pas, og forklarer det med, at moren kort forinden havde overgivet forældremyndigheden til drengens far.

Derfor ignorerede sagsbehandleren anmærkningen i Pasregistret om, at moren havde sagt, at han ikke måtte få nyt pas, står der i mailen fra Københavns Kommune, som slutter således:

- Jeg vil endnu en gang undskylde denne ulykkelige sag, skriver den ansatte i Københavns Kommune.

Politikere og myndigheder opfordrer muslimske familier til at være med til at bremse unge muslimer, som vil rejse til Syrien for at deltage i krigen. Det forsøgte drengens mor, men uden at det gjorde en forskel.

- Systemet fungerer jo slet ikke, når han kunne få lov at rejse ud af Danmark uden problemer. Jeg føler mig så svigtet, for jeg har råbt op til myndighederne i det seneste år, men alligevel er min søn rejst til Syrien, siger kvinden til Politiken

Hun optræder i avisen under opdigtet navn, fordi hun har fået trusler ved at diskutere med sønnens bekendte i det ekstreme, islamistiske miljø.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) vil nu stramme op på reglerne for at "støtte de forældre, der kæmper for at forhindre, at deres børn rejser til Syrien".

/ritzau/