Mindst 10 dræbt i frontal togkollision i Italien

Skrevet af admin

12/07/2016

Dagens topnyheder

Mindst ti mennesker er dræbt og adskillige andre kvæstet i en togulykke i det sydlige Italien.

Det oplyser italiensk politi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ulykken skete, da to passagertog kørte frontalt ind i hinanden med høj hastighed. Togene kørte på det samme spor på en ensporet strækning nord for kystbyen Bario.

Det skriver den italienske avis La Repubblica på sin hjemmeside.

- Der er mange døde, siger byens politichef, Riccardo Zingaro, til avisen.

- Der er tale om et frontalt sammenstød på en ensporet strækning.

Det er endnu uvist, hvorfor begge tog kørte på sporet i hver deres retning.

Billeder fra ulykkesstedet viser, at der er sket voldsom skade på begge tog. De to forreste vogne på begge tog er således krøllet helt sammen.

La Repubblica beretter, at massevis af ambulancer og brandbiler er på stedet, og det forlyder, at mange passagerer er fanget inde i vognene.

Blandt de passagerer, der er blevet reddet ud, er blandt andet et lille barn, som er bragt til hospitalet med helikopter.

/ritzau/