Mindst 100 dræbt under intense kampe i Syrien

Skrevet af admin

12/11/2015

Dagens topnyheder

Mindst 100 soldater og militsfolk er blevet dræbt under intense kampe i Syrien inden for et døgn tidligere i denne uge, da regeringsstyrker nåede frem til en luftbase.

Luftbasen har længe været kontrolleret af Islamisk Stat, siger overvågningsgruppen Syriens Observatorie for Menneskerettigheder til Reuters.

- De fleste af de dræbte var militante fra Islamisk Stat. Derudover er der dræbt en del medlemmer af regeringsstyrkerne og fra deres allierede, siger overvågningsgruppen.

Under kampene fik regeringsstyrkerne ophævet en langvarig belejring, hvilket anses for at være den mest betydningsfulde militære sejr til militæret, siden Rusland indledte luftangreb mod oprørsgrupper i landet den 30. september.

Regeringsstyrkerne nåede frem til Kweiras-luftbasen i den nordlige Aleppo-provins, hvor soldater og officerer havde været belejret i næsten to år.

Det russiske forsvarsministerium sagde i sidste uge, at russiske fly har optrappet luftangreb i blandt andet Aleppo, Damaskus, Deir ez-Zor, Idlib, Latakia, Raqqa, Hama og Homs.

Vesten beskylder Rusland for mest at angribe moderate oprørsgrupper frem for Islamisk Stat.

- Mellem 85 og 90 procent af de russiske luftangreb, som er gennemført i Syrien, har ramt den moderate syriske opposition, sagde Anne Patterson, USA's højest rangerende diplomatiske udsending til Mellemøsten, i sidste uge.

/ritzau/Reuters