Mindst 12 bådflygtninge er druknet ud for Egypten

Skrevet af admin

11/10/2013

Dagens topnyheder

Mindst 12 immigranter er omkommet, efter at en båd er kæntret ud for Egyptens kyst. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det vækker mindelser om flygtningekatastrofen i sidste uge, hvor flere end 300 flygtninge undervejs til Europa frygtedes at være omkommet, da et båd sank ud for middelhavsøen Lampedusa.

Ifølge Italiens premierminister, Enrico Letta, vil flygtninge og indvandring komme på dagsordenen på næste EU-topmøde senere i oktober.

Enrico Letta besøgte tidligere på ugen Lampedusa sammen med EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, og EU's kommissær for indre anliggender, Cecilia Malmström.

Bagefter gav de alle udtryk for chok og sorg efter at have set kister med ofre og mødt nogle af de overlevende fra katastrofen, hvor flere end 300 flygtninge frygtes at være omkommet.

/ritzau/AFP