Mindst 12 bådflygtninge er druknet ud for Egypten

Skrevet af admin

11/10/2013

Mest læste i dag

Mindst 12 flygtninge er druknet, og 116 er reddet, efter at en båd fredag er kæntret ud for Egyptens kyst tæt på landets næststørste by Alexandria, siger en embedsmand fra sikkerhedstjenesten.

Flådefartøjer søger efter flere overlevende, siger kilden og tilføjer, at de ombordværende havde forladt landet illegalt. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det vækker mindelser om flygtningekatastrofen i sidste uge, hvor flere end 300 flygtninge undervejs til Europa frygtedes at være omkommet, da et båd sank ud for middelhavsøen Lampedusa.

Ifølge Italiens premierminister, Enrico Letta, vil flygtninge og indvandring komme på dagsordenen på næste EU-topmøde senere i oktober.

Enrico Letta besøgte tidligere på ugen Lampedusa sammen med EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, og EU's kommissær for indre anliggender, Cecilia Malmström.

Bagefter gav de alle udtryk for chok og sorg efter at have set kister med ofre og mødt nogle af de overlevende fra katastrofen, hvor flere end 300 flygtninge frygtes at være omkommet.

/ritzau/AFP