Mindst 20 dræbt af tropisk orkan i Kina

Orkanen ramte søndag aften det sydlige Kina med vindstyrker på 165 kilometer i timen.

Ifølge den kinesiske TV-kanal CCTV blev de mindst 20 personer dræbt i provinsen Guandong, da stormen forårsagede store jordskred, skriver nyhedsbureauet AFP.

Titusinder af mennesker er blevet tvunget til at forlade deres hjem nær kyststrækninger, og mere end 300 flyafgange fra Hongkongs Internationale Lufthavn blev søndag aflyst.

Usagi vurderes af meteorologer at være den mest kraftfulde storm på verdensplan i år, og den ventes på kort tid at sende op til 700 millimeter nedbør ind over landet. Det er lige så store mængder regn, som Danmark får på et helt år.

Myndighederne frygter derfor voldsomme oversvømmelser, skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua, og det vurderes, at omkring 50.000 redningsfolk er sat ind alene i provinsen Fujian, hvor omkring 80.000 mennesker er blevet evakueret fra deres hjem.

Tidligere på ugen var Usagi en såkaldt supertyfon med vindstyrker på cirka 70 meter i sekundet, men den har mistet lidt af sin styrke på vej ind mod Kinas kyster, skriver CNN.

Dagens Gossip