Mindst 22 dræbt i nye bombeangreb i Irak

Fem spillere mistede livet under to eksplosioner på et fodboldstadium, der ligger omkring 30 kilometer sydøst for Bagdad. Og tre personer døde, da en vejsidebombe eksploderede nær et bageri i den vestlige del af hovedstaden, lyder det ifølge Reuters fra politikilder.

En irakisk politibetjent blev dræbt i byen Ramadi, da en bombe eksploderede inde i hans bil, og fem minutter efter lød der endnu en eksplosion, da politi og forbipasserende samledes om bilvraget.

»Vi var på vagt på en nærliggende kontrolpost, da bilen eksploderede. Vi løb hen for at finde ud af, hvad der foregik, men før vi nåede frem til bilen, eksploderede den igen,« sagde en politimand på ulykkesstedet ifølge Reuters.

Ti personer mistede livet under den anden bombeeksplosion.

Mindst fire andre mistede livet under et selvmordsangreb målrettet en begravelse i byen Dujail, skriver Reuters.

Volden i Irak er eskaleret gennem de seneste måneder. Alene i maj måned blev mere end 1.000 mennesker dræbt i landet, hvilket gør maj til den blodigste måned siden de sekteriske blodsudgydelser i 2006 og 2007.

Det frygtes, at voldsomme sekteriske konflikter, der næres af borgerkrigen i nabolandet Syrien, igen vil blusse op i Irak.

BNB

Dagens Gossip