Mindst 26 dræbt under skudveksling i Irak

Urolighederne begyndte, da soldaterne havde ryddet sunniernes demonstrationslejr i nærheden af byen Kirkuk, 170 kilometer fra hovedstaden Bagdad.

Det fik parterne til at åbne ild mod hinanden, og seks soldater og 20 demonstranter døde under skudvekslingen, oplyser unavngivne militærkilder.

Militæret har endnu ikke bekræftet drabstallet.

Det irakiske forsvarsministerium oplyser, at demonstranterne startede angreb, mens demonstranterne hævder, at de var ubevæbnede, da soldaterne pludseligt åbnede ild.

Tusindvis af sunnimuslimer har siden december sidste år demonstreret mod regeringen med premierminister Nuri al-Maliki i spidsen i flere irakiske provinser. De følger sig marginaliserede og diskriminerede under den shialedede regering.

Under den tidligere diktator Saddam Husseins regime frem til 2003 var situationen omvendt - dengang sad sunnimuslimerne, der udgør et mindretal i Irak, på de mest magtfulde poster i landet. Forsoningen mellem de to religiøse grupper anses for afgørende for at skabe varig fred i landet.

Dagens Gossip