Mindst 30 er dræbt af teenage-selvmordsbombere i Nigeria

Skrevet af admin

28/12/2015

Dagens topnyheder

Mindst 30 blev dræbt, da to unge, kvindelige selvmordsbombere mandag sprængte sig selv i luften på en travl busstation i byen Madagali i det nordøstlige Nigeria.

- De to kvindelige selvmordsbombere dræbte mindst 30 mennesker i dobbelteksplosionen, siger Maina Ularamu, talsmand for de lokale myndigheder.

Et øjenvidne siger ifølge det tyske nyhedsbureau dpa, at pigerne var teenagere og udløste bomberne med kort tids mellemrum.

Samme dag er syv mennesker blevet dræbt i et bombeangreb mod en moské i millionbyen Maiduguri.

21 blev dræbt i et selvmordsangreb i samme by søndag ifølge sundhedspersonale. 90 blev såret.

Boko Haram anklages for at stå bag angrebene, som kommer få dage, efter at præsident Muhammadu Buhari sagde, at Nigeria teknisk set har vundet krigen mod den militante gruppe.

Præsidenten har tidligere givet sit militær en frist for bekæmpelsen af Boko Haram, der de seneste seks år har trukket et blodigt spor hen over landet og Nigerias nabolande. Præsidentordren gik på, at bevægelsen skulle være nedkæmpet ved udgangen af i år.

Kritikere af den nigerianske regering beskylder landets leder for at overdrive militærets indsats og succes. De peger blandt andet på, at Boko Haram har formået at genopbygge sin styrke, hver gang militæret har hævdet, at de militante oprørere var nedkæmpet.

Muhammadu Buhari siger dog, at oprørsgruppen nu kun har vejsidebomber tilbage i sit arsenal.

Den militante gruppe har også stået bag en række angreb i nabolandene.

/ritzau/AFP