Mindst 31 islamister dræbt i syriske luftangreb

Mindst 31 militante fra gruppen Islamisk Stat er blevet dræbt i en stribe luftangreb, som syriske regeringsstyrker står bag, lyder det fra aktivistgruppen Syrisk Observatorium for Menneskerettigheder.

Angrebene fandt sted i provinsen Raqa, der er højborg for den militante gruppe.

- Regimet udførte 13 angreb på byen Raqa og 11 mod byen Tabqa i Raqa-provinsen og dræbte mindst 31 jihadister og sårede dusinvis af dem, udtaler aktivisterne, der har base i London.

Ifølge aktivistgruppens leder Rami Abdel Rahman var angrebene det syriske regimes "mest intensive" mod Islamisk Stat (IS), siden islamisterne sluttede sig til den mere end tre år lange syriske konflikt i foråret 2013.

IS har kontrolleret det meste af Raqa-provinsen siden februar, efter at de smed andre oprørsgrupper, der kæmper for at afsætte præsident Bashar al-Assads regering, på porten.

Ifølge observatoriet har regimet også gennemført luftangreb i den østlige provins Deir Ezzor samt Akhtarin og Dabeq i Aleppo-provinsen - to nordlige byer, som IS erobrede fra andre oprørere onsdag.

Det syriske militær har fokuseret på at bekæmpe IS, siden gruppen i juni erklærede et "kalifat" i Syrien og nabolandet Irak, hvor gruppen i den seneste uge har været mål for amerikanske luftangreb.

- Regimet ønsker at vise amerikanerne, at det også er i stand til at ramme IS, siger Abdel Rahman, hvis gruppe modtager informationer fra aktivister og medicinske kilder i Syrien.

IS, der praktiserer en streng fortolkning af islam med voldsomme straffe såsom halshugninger, har også kontrol over det meste af Deir Ezzor ved den irakiske grænse.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV